Nyt liv til Galgebakken
Galgebakken, i Albertslund, Danmark har siden 70’erne været et ikonisk beboelsesområde, med klare værdier om fællesskab og et liv i tæt forbindelse med naturen. Områdets 640+ huse, som danner rammerne for det store bilfri område, var oprindeligt beklædt med eksperimentel rød-brunlig beton med store fritlagte tilslag, designet til at skifte karakter med vejret og årstidernes skiftende lys.
Da en omfattende renovering af hele Galgebakken startede i 2013, efter årevis med bl.a. store fugt-problemer, var det vigtigt at sikre en bevaring af Galgebakkens unikke æstetiske udtryk.
Samtidig var renoveringens omfang og økonomiske størrelse så stor, at det nøje blev vurderet (via en grundig Life Cycle Analysis (LCA)) om en renovering faktisk ville være meningsfuld, set fra et miljømæssigt synspunkt. Ved at vægte materialer med langt designliv og minimalt miljøaftryk, viste LCA’en at en renovering (frem for nedrivning og nybyg) ville kunne betale sig, efter 42 år.
Med de krav til den nye facadebeklædning gik jagten i gang på rette facademateriale.
Fiberbeton - løsningen der tjekker alle bokse
Til Galgebakken har vi skræddersyet en helt unik løsning, som imødekommer alle de ønsker og krav som NOVA5 Architects og Galgebakkens beboere havde. Vores fiberbeton har et designliv på 100+ år – altså langt over det ønskede designliv, jf. LCA’en – og er samtidig både formbart og let, hvilket gør det muligt at imødekomme de øvrige krav om designfrihed, bevarelse af områdets æstetiske udtryk, lav miljøpåvirkning og lav vægt.
Løsningen til Galgebakken indbefatter en helt særlig facemix, med store tilslag af Rød Vånga (0-2 mm) og Glensanda (5-8 mm), som imiterer den oprindelige facade, og skaber den ønskede æstetik og de unikke udtryk baseret på vejr og årstid. Denne facemix er valgt for at kunne imødekomme de store tilslag og øger tykkelsen af vores fiberbeton-elementer, fra vores standard 12 mm til 22 mm. Alligevel er alle elementerne tynde og lette nok til installering på den valgte bærende konstruktion af træ.
For at sikre et ensartet udtryk på tværs af hele projektet, blev tilslag af Rød Vågna og Glensanda købt hjem over én omgang til det fulde projekt, og kommer således fra samme del af deres respektive stenbrud.
En af Danmarks største renovationer
Renoveringen af Galgebakken er blandt Danmarks hidtil største af sin slags. For os omfatter Galgebakkens renovering design og produktion af over 7000 elementer med en højde på 3180 mm og en bredde på mellem 1890-4277 mm, svarende til lige knapt 35.000 m2 udfoldet fiberbeton.
Elementerne er lavet i 22 mm tykkelse og største delen er udstyret med særlige stålrammer, der giver blot 4-8 monteringspunkter med såkaldte ”radiatorbeslag” i bunden. Alt sammen med til at gøre håndtering og installering nemt og hurtigt.
Vi påbegyndte produktionen i 2021 (Galgebakken var den gang vores hidtil største sag), og mens etape 1 nu står færdigt, så er renoveringen fortsat i gang. Vi regner med at producere elementer til sagen gennem hele 2024.
Note: Mange af billederne af projektet kommer fra henholdsvis NOVA5 og Enemærke & Petersen (Fotograf: Jonathan Weimar). Vi takker for deling af de flotte billeder.